I Aqubiqs app kan brugeren følge med i forbruget og se, hvordan vandet bliver brugt i husstanden.

Skær 15 % af dit vandforbrug med en smartere livsstil

tirsdag 26 sep 17

VIS

VIS – Vand Innovation SMV’ere.
Projektets formål er at øge antallet af innovative SMV’ere i Region Hovedstaden ved at understøtte udvikling og afprøvning af nye koncepter, f.eks. teknologi eller service, inden for vandområdet. Virksomhederne har mulighed for at deltage i et forløb på ca. 3-18 måneder, der typisk inkluderer 200-600 forskertimer fra DTU. Sekretariatet har til huse sammen med Water DTU, et virtuelt center, der samler DTU’s ekspertise på vandområdet.

Se mere: www.water.dtu.dk/VIS

Aqubiq

Aqubiq er en grøn teknologivirksomhed med fokus på vand. Virksomheden har 5 partnere, både unge iværksættere og mere modne forskere. Ambitionen er at levere innovativ og intelligent vandmåling, der kan ændre, hvordan vi forbruger vand i hele verden.

Virksomheden Aqubiq har sammen med forskere på DTU udviklet en metode, der gør det muligt at se, hvor meget vand din husholdning bruger på fx bad, vaskemaskine og toiletter.

Du kender det måske allerede fra elselskabet, hvor du via deres hjemmeside kan følge udviklingen af dit elforbrug og sammenligne det med andre familiers.

”Vi ved, at det er med til at motivere folk til at spare med sådan et lille ”konkurrenceelement”, hvor man kan se, om ens forbrug vokser eller falder, og om det ligger over eller under, hvad andre bruger”, fortæller Peter Nørtoft, direktør for den lille virksomhed Aqubiq. ”Men vi vil også gerne fortælle, hvordan man så faktisk ”vinder” konkurrencen”, fortsætter han.

Virksomheden producerer en smart vandsensor-løsning til private husholdninger. Den består af tre elementer, først og fremmest en sensor, der måler hvor meget vand, der kommer fra hovedledningen og ind til ens hus. Den anden komponent er ”cloud’en”, hvor data lagres og analyseres. De kan efterfølgende ses på det tredje element, en app til telefonen. Via app’en kan man løbende følge sit vandforbrug og fordelingen af det på fx opvask, bad osv., ligesom man kan sammenligne det med danskernes gennemsnitlige forbrug. På den måde kan man se, hvor man skal sætte ind for at spare og ”vinde” over naboen.

Udviklingen af produktet har taget ekstra fart, efter at Aqubiq kom med i det nye VIS projekt på DTU, der skal fremme udviklingen i små virksomheder. Det sker ved at tilbyde virksomhederne samarbejde med en eller flere forskere på DTU, der kan bidrage til at finpudse nye produkter eller teknologier inden for vandområdet. VIS er finansieret af EU og regionale udviklingsmidler fra Vækstforum Hovedstaden.

Varmt eller koldt vand?
Forskerne på DTU har udarbejdet en oversigt over fordelingen af de ca. 110 liter vand, en gennemsnitsdansker bruger på et døgn. De har også stået for en konkret afprøvning af Aqubiqs vandløsning i en af DTU’s bygninger, hvor de gennem manuelle målinger tjekkede, at sensorer og algoritmerne bag udregningerne i løsningen giver et retvisende billede af vandforbrugets fordeling på henholdsvis opvaskemaskine, brusere osv.

”Derudover gjorde Martin Rygaard fra DTU Miljø os opmærksomme på, at forbruget af vand ikke bare skal betragtes isoleret. Miljømæssigt handler det fx også om, hvorvidt det er opvarmet eller koldt vand. Det havde vi faktisk ikke forholdt os til. Men det er vigtigt for den enkelte forbruger at kunne vurdere, om det bedre kan betale sig at købe en ny vaskemaskine, der både bruger mindre el og vand, end fx at forsøge at spare et par liter koldt vand, når man børster tænder”, siger Peter Nørtoft.

Alt i alt regner han med, at en gennemsnitshusstand vil kunne spare op til 15 % af sit vandforbrug efter at have installeret Aqubiq’s vandsensor løsning.

Vand er en knap ressource
I Danmark har vi god adgang til vand og er samtidig et af de lande i verden med mindst spild af vand, både i forbindelse med vandindvinding, distribution og forbrug.

Martin Rygaard, forsker på DTU Miljø, fortæller:

”Andre steder i verden ser det anderledes ud. I forbindelse med projektet har vi for Aqubiq indhentet data både fra Danmark, men også fra Singapore, Australien og USA, hvor der er langt større knaphed på vand og derfor en del lovgivning på området med forbud mod vanding m.m. Samtidig er det steder i verden, der er lige så langt eller længere fremme end os rent teknologisk og derfor med fordel har mulighed for at anvende den smart-løsning med installation af vandsensorer, som Aqubiq har udviklet”. De data har universitetet selv længe efterspurgt at få indsamlet systematisk.

”Det har været utrolig spændende og motiverende at samarbejde med ildsjælene fra en lille virksomhed som Aqubiq. Og selvom jeg er bekendt med, at andre forsøger at udarbejde lignende løsninger, så tror jeg, at Aqubiq har et særligt greb om problemstillingen med deres højteknologiske tilgang,” siger Martin Rygaard.

Aqubiq starter senere på efteråret et større pilotprojekt med 10 sjællandske husstande, der skal afprøve den nye teknologi. Derudover har virksomheden gennemført et vandspareprojekt på årets Roskilde Festival og været i Singapore for at præsentere vandsensorerne og deres anvendelsesmuligheder.

”Det har vi i høj grad kunnet gøre, fordi vi har fået det her afgørende bidrag fra DTU via VIS-projektet. Så jeg kan varmt anbefale andre små virksomheder at gøre brug af ordningen og på den måde sikre sig den vækst og udvikling, alle start-ups drømmer om, men har vanskeligt ved at finde ressourcer til”, siger Peter Nørtoft.

Kontakt
Direktør Peter Nørtoft, Aqubiq, mail: peter.nortoft@aqubiq.com, tlf: 22 35 41 09
Lektor Martin Rygaard, DTU Miljø, mail: mryg@env.dtu.dk, tlf: +1 510 458 7025 
(Martin Rygaard er i øjeblikket gæsteunderviser på et californisk universitet og derfor tidsmæssigt 9 timer efter Danmark).

VIS-projektets sekretariat:
Viggo Aaberg Kærn; mail: viak@dtu.dk, tlf: 24 92 17 72
Berit Godskesen, mail: berg@env.dtu.dk, tlf: 45 25 16 06
Lærke Philipsen, mail: lphi@env.dtu.dk, tlf: 45 25 59 21

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.