Forskning i klimaændringer opgraderes

fredag 17 nov 17

Kontakt

Teis Nørgaard Mikkelsen
Seniorforsker
DTU Miljø
21 33 13 94

Uddannelses- og Forskningsministeriet bevilger millionbeløb til opjustering af DTU’s Phytotron, der måler følgerne af klimaændringer og luftforurening.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har bevilget 56 millioner kr. til opjustering af danske forskningsfaciliteter, der skal gøre det muligt at undersøge, hvordan ændringer i klimaet påvirker bl.a. drikkevand, biodiversitet og bioenergi. En del af pengene går til DTU Miljøs Phytotron på Risø også kaldet, RERAF (Risø Environmental Risk Assessment Facility) samt Risø experimental fields hvor der laves feltforsøg.

”Faciliteterne bliver nu ombygget, så det bliver muligt under mere naturlige forhold at undersøge, hvad der sker med vores planter og økosystemer, når de udsættes for en kombination af klimaændringer og luftforurening. Det inkluderer bl.a. aspekter som er relateret til landbruget, fødevaresikkerhed og økosystemers udsendelse af drivhusgasser”, siger seniorforsker Teis Nørgaard Mikkelsen, DTU Miljø.

Ministeriets bevilling er et ønske om at fastholde en international førerposition indenfor forskning i klimapåvirkninger. Det sker ved at give danske forskere adgang til højteknologiske faciliteter, som også virksomheder i fremtiden vil blive inviteret til at anvende.

Bevillingen til de danske forskningsfaciliteter sker i regi af AnaEE Denmark, der både vil være en dansk forskningsinfrastruktur i sig selv og samtidig en dansk afdeling af den europæiske forskningsinfrastruktur, AnaEE, som for tiden er under opbygning.

AnaEEs hjemmeside

Uddannelses- og Forskningsministeriets pressemeddelelse

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.env.dtu.dk/om-os/nyheder/nyhed?id=5C8C0481-4D6E-4227-B0CB-EDAAEF0D8A28
17 DECEMBER 2017