Massimo Rolle

Grundvand anvendes til opvarmning og bliver samtidig renset

mandag 14 dec 20

Kontakt

Massimo Rolle
Lektor
DTU Miljø
45 25 15 66

Et nyt projekt vil udvikle en model til opvarmning og køling af bygninger ved hjælp af grundvand, der samtidig bliver renset for forurenede stoffer, som kan true drikkevandet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er der store forventninger til et kommende projekt, der vil kombinere to forskellige teknologier og dermed sikre både bæredygtig opvarmning og oprensning af forurening.

Den ene teknologi
er grundvandskøling og -opvarmning af bygninger. I et ATES-anlæg (Aquifer Thermal Energy Storage) pumpes koldt grundvand om sommeren op og anvendes til afkøling af bygninger. Vandet optager bygningens varme via en varmeveksler og lagres efterfølgende i grundvandsmagasiner under jorden. Hele 80 procent af den lagrede energi kan herefter udnyttes til opvarmning af bygningerne i de kolde vintermåneder. Særligt i Holland er der mange ATES-anlæg, og de geologiske forhold i Danmark betyder, at der er et stort uudnyttet potentiale for denne type anlæg.

En udfordring for at udbrede teknologien er dog, at grundvandet særligt i de bynære områder kan være forurenet efter tidligere fabrikker, benzinstationer med mere. Det nye projekt vil derfor kombinere grundvandsopvarmningen med en bioteknologi til rensning af vandet på stedet. Det sker ved hjælp af biologisk nedbrydning af forurenende stoffer, der bliver mere effektiv, når den sker ved højere temperaturer.

Videnskabeligt grundlag er første skridt
Et nyt videnskabeligt arbejde skal danne grundlaget for at kunne udbrede en kombination af de to teknologier.

”Det første skridt bliver at gennemføre en undersøgelse af, hvilke operationelle forhold og temperaturer, der fremmer den biologiske nedbrydning af forureningerne mest. Derefter vil vi udarbejde en model, der senere kan danne grundlag for praktiske anvisninger til, hvordan energianlæg med kombination af de to teknologier bedst udformes,” siger Massimo Rolle, DTU Miljø, der står i spidsen for projektet.

Et væsentligt aspekt ved forskernes indsats er at sikre viden om vandets bevægelse, så udnyttelsen af grundvandet til køling og opvarmning ikke risikerer at medføre spredning af forureningen til det øvrige grundvand og dermed true drikkevandsforsyningen yderligere.

Arbejdet starter med eksperimenter i laboratoriet, hvor forholdene omkring den biologiske nedbrydning ved rensning af grundvand skal analyseres og beskrives nærmere. Herefter vil forskerne udarbejde en numerisk model, der både indeholder den nødvendige viden om rensning af grundvand og dets anvendelse til opbevaring af energi

Region Hovedstaden deltager i projektet med unikke data fra et lille pilotprojekt, der for første gang i Danmark har kombineret de to teknologier på en forurenet grund. Disse data er både af afgørende betydning for modellen og for at kunne opskalere teknologien og efterfølgende anvende den forskellige steder i praksis.

Projektet med navnet ’BiodegrATES - In situ contaminant Biodegradation meets Aquifer Thermal Energy Storage’ er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og afsluttes om tre år.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.env.dtu.dk/om-os/nyheder/nyhed?id=%7B4385D719-D492-4098-928E-936FF1090D03%7D
16 MAJ 2021