Foto: Fillipo Bandini

Droner forbedrer overvågning af vandløb

tirsdag 07 jan 20

Kontakt

Peter Bauer-Gottwein
Professor
DTU Miljø
45 25 21 71

Kontakt

Inger Klint Jensen
21 61 30 13

Præcise målinger fra overflyvning af vandløb med droner kan få stor betydning for klimasikring, både i Danmark og resten af verden.

Det store projekt, Riverscapes, der har fokus på, hvordan droner kan anvendes til forskellige opgaver i forbindelse med overvågning af vandløb, havde som sin første prioritet at udstyre dronen med en last af instrumenter, der gør det muligt at lave en måling af vandspejlet.

”Vi har gennemført målinger med droner over forskellige vandløb i Danmark, bl.a. i Vejle, Grindsted, Nivå og Åmosen, som vi har sammenlignet med data fra målinger med GPS. De viste, at dronemålinger leverer præcise data om vandspejlet med en nøjagtighed helt ned til et par centimer,” siger professor Peter Bauer-Gottwein, DTU Miljø, der står i spidsen for projektet.

”Dronerne kan således indsamle væsentlige data, der bl.a. kan anvendes til at opdatere de eksisterende hydrauliske modeller af vandløb, som er det værktøj, der eksempelvis bruges til at forudse, hvor og hvornår oversvømmelser sker i forbindelse med ekstremregn,” siger Peter Bauer-Gottwein.

Større nøjagtighed, hurtigere og nemmere
Virksomheden Orbicon, der rådgiver om bl.a. miljø og klimatilpasning, er en af parterne i projektet og kan på den måde følge den nyeste udvikling inden for anvendelse af droner, der går meget stærkt i øjeblikket.

”Med projektets klare dokumentation af, at droneoverflyvninger giver nøjagtige data om vandspejlet, har vi udviklet en ny softwarepakke til behandling af disse data, som fremover bliver tilbudt til vores kunder, bl.a. i kommunerne. Dronemålinger har samtidig den fordel, at de giver et mere detaljeret billede af hele vandløbet end de manuelle punktmålinger, vi hidtil har benyttet os af,” siger Inger Klint Jensen, agronom i Orbicon.

Dronemålinger er en hurtig metode til at gennemføre vandspejlskontrol, ligesom de ved en enkelt overflyvning kan give informationer om flere forhold, end tilfældet er ved en traditionel kontrol. Det kan ud over vandspejlet eksempelvis være måling af bevoksning i og langs vandløbet, så øget viden om brinkudskridninger, grøde og kantvegetation kan bruges aktivt i vandløbsadministrationen.

Inger Klint Jensen er derfor ikke i tvivl om, at efter præcisionen af dronernes målinger er blevet bekræftet, vil den mulighed, som dronerne giver for at få et mere detaljeret billede af vandløbet, blive efterspurgt.

Også i udlandet er dronemålinger oplagte.

”I Danmark er vandløbene ikke dybere, end at man kan vade gennem de fleste og udføre manuelle målinger. Det er dog hverken muligt i brede strømfyldte floder, som vi kender dem fra resten af verden, eller på svært tilgængelige steder,” siger Inger Klint Jensen.

Næste mål er måling af vandføring og profil
Projektets næste store fokus bliver at få udviklet den rette pakke af tekniske instrumenter til dronen, så det fremover også bliver muligt at afdække vandføringen og den skikkelse eller profil, som vandløbet har.

”Det er en lidt vanskeligere opgave, da vi skal tage hensyn til dronens flyvehøjde, som gerne skal være ca. 30 meter over vandet for at undgå karambolage med træer og anden vegetation. Og samtidig skal instrumenterne have mulighed for at kunne trænge gennem vand, der ikke altid er klart, og fastlægge, hvor bunden af et vandløb er, også selvom bunden nogle steder er mudret og derfor ikke klart aftegnet,” forklarer Peter Bauer-Gottwein.

Peter Bauer-Gottwein er dog ikke i tvivl om, at hans forskerteam også vil lykkes med denne opgave. I øjeblikket inkluderer det afprøvning af forskellige instrumenter, der benytter enten lidar-, sonar- eller radarteknikker, som hver især undergår store udviklinger disse år, og derfor bliver i stand til at måle stadig flere forhold.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.env.dtu.dk/om-os/nyheder/nyhed?id=6FC5BBE0-7A3C-4ACB-88DF-7F4F37AFB5E3
25 JANUAR 2020